Her i København har vi et væld af kulturtilbud at mæske os i. Vi kan vælge hvor, hvornår og hvordan vi vil udfordres og underholdes med teater, musik, film, dans, poesi osv.
Uden for hovedstaden er sagen en anden. For mange danskere er TV det eneste let-tilgængelige underholdningsinput. Her kan man ikke gå i teatret, hvis programmerne i fjernsynet bliver trivielle.
I dag var jeg på TV-festival ved DR-byen, hvor TV-branchen hvert år samles for at blive inspirerede. Afslutningssceancen var en live-version af Smagsdommerne med henrivende Adrian Hughes, hvor gæsterne bedømte forskellige formaterede TV-programmer.
Det viste sig at mange af TV-producenterne i salen ikke kan holde ud at se på det flade underholdningsfjernsyn, som de selv laver. TV skal ramme bredt (deraf betegnelsen massemedie) og de enkelte TV-programmer skal ramme en specifik målgruppe. Men er det ok, at lave TV som man ikke selv ser, for derefter at forsvare sit program ved at henvise til seertal og fortælle kritikerne “at de jo bare kan zappe væk”?
Hvis man har andre tilbud; ja. Men tilbudene af dansk produceret TV i prime-time til fx unge er dårlige. Og hvis man ikke bor i en kulturel by, kan man blive nødt til at tage imod TVs tilbud, hvis man vil underholdes. Denne glimrende pointe fremførte unge og talsomme smagsdommer-thorkil.
Alle som producerer TV bør have dette i baghovedet.